Mixeddouble sikrer dansk medaljehattrick i gyser

Skrevet af admin

30/08/2014

Mest læste i dag

Danmark vinder tre medaljer ved VM i badminton på hjemmebane. Det står klart, efter at mixeddoublen Joachim Fischer og Christinna Pedersen kronede en perfekt fredag aften for dansk badminton ved at vinde deres kvartfinale i mixeddouble.

Den tredjeseedede danske konstellation vandt 21-12, 20-22, 21-18 over de useedede indonesere Praveen Jordan og Debby Susanto efter en kamp, som danskerne indledte overbevisende og nok burde have lukket i to sæt.

I stedet endte opgøret som VM’s hidtil mest medrivende affære, hvor publikum i Ballerup Super Arena sad på det alleryderste af stolesæderne.

Med sejren vandt Danmark tre kvartfinaler af tre mulige. Også Viktor Axelsen i herresingle og Mathias Boe og Carsten Mogensen i herredouble er videre til semifinalerne.

Det er første gang siden VM i Birmingham i 2003, at Danmark henter tre medaljer ved VM.

Det er tredje gang, at Joachim Fischer og Christinna Pedersen vinder en medalje ved et stort internationalt mesterskab.

I 2009 vandt de VM-bronze i Hyderabad, og for to år siden hentede de en medalje af samme karat ved OL i London.

Danskerne havde to gange i år besejret deres indonesiske modstandere, hvilket også var de hidtil eneste indbyrdes opgør mellem de to par.

Praveen Jordan og Debby Susanto virkede kyste fra tidligt i kampen, og første sæt blev en ren ekspeditionssag fra danskernes side.

Det ændrede sig i andet sæt, hvor indoneserne kom lidt for godt med set med danske øjne.

Publikum var med hele vejen i fredagens sidste kamp, og de støttede danskerne med deres "Let’s go, Danmark, let’s go"-tilråb.

Indoneserne var dog ikke slået, og Praveen Jordan sørgede for udligning til 19-19, da han hamrede et godt smash i gulvet.

Det blev også til indonesisk sætbold, da Joachim Fischer skød bolden ud af banen, men Christinna Pedersen afværgede den ved at udspille modstanderne ved nettet.

Publikum var nu helt oppe at køre, men efter en ny fejl af Joachim Fischer stod Praveen Jordan og Debby Susanto med endnu en sætbold, som de udnyttede.

Tredje sæt begyndte meget bekymrende set med danske øjne. Indoneserne kom foran 8-3, men herefter vågnede Joachim Fischer og Christinna Pedersen op og udlignede til 8-8.

Kampen bølgede frem og tilbage, og Praveen Jordan sikrede indoneserne et godt udgangspunkt ved sidebyttet, da han med en netruller gjorde stillingen til 11-8.

Publikum fik nu al den spænding, som havde været fraværende i de to første danske kvartfinaler tidligere fredag. Det var ikke kun i overført betydning, at temperaturen nærmede sig kogepunktet i den varme arena, da danskerne med fire point på stribe bragte sig foran 12-11.

Det danske par, der er kendte for at spille højdramatiske kampe, fandt humøret frem igen, og Joachim Fischer fik vist sin knyttede næve ved flere lejligheder.

Alligevel kom indoneserne foran 16-14, men en netruller fra Joachim Fischer sørgede for udligning til 16-16.

Danskerne sikrede to matchbolde ved 20-18, og her slog Christinna Pedersen bolden ned på Praveen Jordan, som returnerede den ud af banen til dansk forløsning og kæmpe jubel.

/ritzau/