Morten Olsen afviser stor udskiftning i testkamp

Skrevet af admin

10/10/2015

Dagens topnyheder

Når Danmark søndag aften spiller mod Frankrig i en testkamp, skal publikum i Telia Parken ikke forvente, at se en større udskiftning i forhold til den startopstilling, der tre dage forinden tabte i Portugal.

Fodboldlandstræner Morten Olsen vil gribe kampen an, som var det en kvalifikationskamp, og han melder alle spillere klar.

- Vi sparer ikke nogen i morgen (søndag, red.). Vi har alle spillere klar, og det benytter vi os af. Man kan vælge at fortsætte med en hel del af de spillere, der har spillet, eller man kan vælge at skifte fem spillere ud. Det sidste, tror jeg ikke, er en god idé mod Frankrig.

- Der var meget af spillet i Portugal, som vi var tilfredse med, så man skal ikke forvente, at vi vil skifte fem ud. Det kan man måske tillade sig mod andre hold.

- Hvis vi har muligheden for at kunne spille med alle spillere, så vil vi fra starten stille det hold, som, synes vi, er det bedste mod Frankrig. Vi går til kampen, som var det en kvalifikationskamp, siger Morten Olsen.

Han forventer dog stadig, at posen bliver rystet i løbet af kampen, efterhånden som trætheden melder sig.

Og valget af udskiftninger kommer ikke til at være influeret af, om Danmark er direkte kvalificeret til EM, eller om landsholdet skal ud i playoff-kampe i november. EM-skæbnen kender Olsen og co. allerede inden kampen mod Frankrig sparkes i gang.

- Vi brugte utrolig mange kræfter i torsdags, og derfor vil vi - formentlig lige som franskmændene - se om tingene på et tidspunkt kan gøres på en anden måde. Men det er uafhængigt af, om vi er videre, eller vi ikke er videre, siger landstræneren.

Kampen mellem Danmark og Frankrig begynder klokken 20.45, mens nøglekampen mellem Armenien og Albanien forventes at slutte før klokken 20.

DBU meddeler, at der er solgt 18.700 billetter til Danmark-Frankrig, og unionen forventer, at tilskuertallet runder 20.000 søndag aften.

/ritzau/