Mourinho forfremmer dansk teenager til Chelseas A-trup

Skrevet af admin

28/07/2014

Dagens topnyheder

Den unge danske forsvarsspiller Anders Christensen kan se frem til at blive en del af førsteholdstruppen hos Premier League-klubben Chelsea i den kommende sæson.

London-klubbens manager, José Mourinho, bekræfter efter holdets træningskamp mod Olimpija Ljubljana fra Slovenien, at den 18-årige dansker tager et spring opad i klubben.

- Vi vil få Andreas Christensen og Nathan Ake op fra akademiet, siger José Mourinho til Chelseas hjemmeside.

Portugiseren tilføjer, at de unge akademi-spillere stadig vil skulle spille kampe for klubbens U21-hold.

Det er netop på dette hold samt klubbens U18-hold, at Andreas Christensen har imponeret i en grad, så Mourinho har fået et godt øje til ham.

Danskeren, der kom til Chelsea fra Brøndby i 2012, har stadig sin officielle debut til gode, men han har efterhånden fået chancen i en del træningskampe for Chelseas bedste hold.

Christensen blev ligeledes i 2012 kåret som årets danske U17-talent.

/ritzau/