Mourinho må bruge sin angrebsstjerne med omhu

Skrevet af admin

18/09/2014

Dagens topnyheder

Den spanske angriber Diego Costa har taget den engelske liga med storm og har sin store andel i, at Chelsea har fået en perfekt start på Premier League.

Men onsdag var han placeret på bænken fra start i London-klubbens Champions League-kamp hjemme mod Schalke 04, og så skuffede klubben ved blot at spille 1-1.

Men manager José Mourinho sagde efterfølgende, at han ikke havde andet valg end at spare spanieren, hvis krop ikke er i stand til at spille kampe med tre-fire dages mellemrum lige nu.

Under den seneste landsholdssamling med Spanien pådrog Costa sig nemlig lårproblemer.

- Hvis hans muskel får mulighed for at hvile i en uge, kan han godt starte. Men han spillede lørdag, og derfor var han ikke i stand til at starte inde onsdag, siger Chelseas manager.

Allerede søndag skal han sammensætte sit hold til en ny stor kamp ude mod Manchester City.

- Det var ikke for at beskytte Costa inden kampen mod City på søndag, men fordi han ikke var i stand til at starte inde.

- Tre dages pause mellem kampene er ikke nok for ham. Han spiller mod City, men han kan ikke spille mod Bolton i Liga Cuppen i næste uge, det er helt sikkert, siger Mourinho.

Costa fik det sidste kvarter på banen onsdag mod Schalke 04, men formåede ikke at score et forløsende mål.

Derimod har han endnu ikke forladt en Premier League-kamp uden at score for Chelsea, da det er blevet til syv mål i de første fire kampe.

/ritzau/