Murray genvinder OL-guldet i tennis

Som den første nogensinde lykkedes det natten til søndag dansk tid for skotten Andy Murray at genvinde mændenes OL-singleturnering i tennis.

Murray, der stiller op for Storbritannien i olympisk sammenhæng, besejrede i finalen Juan Martin del Potro fra Argentina med cifrene 7-5, 4-6, 6-2, 7-5.

Del Potro, der på grund af en langvarig håndledsskade er røget ned på verdensranglistens nummer 141, havde slidt sig til finalen med flotte sejre i tætte kampe mod blandt andre verdensetteren Novak Djokovic og spanske Rafael Nadal.

Argentineren virkede fra kampens begyndelse dog mærket af det hårde program. Han havde tilsyneladende dårligt kræfter til at juble over en vunden bold og var uden den energi, der normalt kendetegner sydamerikaneren.

Derfor lignede det en umulig opgave at vende kampen, da først Murray havde afgjort første sæt til sin fordel.

Del Potro lod sig dog ikke knække uden videre. Han svarede omgående igen ved at bryde modstanderens serv ved førstkommende lejlighed i andet sæt, som også gik til argentineren.

Murray, der tidligere på sommeren vandt Wimbledon, havde indtil da virket usikker i sit spil, men kom på ret kurs i tredje sæt, hvor Del Potro ikke havde meget at svare igen med.

Han kæmpede med alt, hvad han havde, men da fjerde sæt lå på vippen, havde han ikke det overskud, der skulle til.

Han afværgede dem første matchbold, men måtte give fortabt ved den anden.

Bronzen i mændenes olympiske singleturnering blev vundet af japaneren Kei Nishikori, der slog Rafael Nadal i tre sæt i kampen om tredjepladsen.

Nadal - der vandt herresinglerækken ved OL i Beijing for otte år siden - kan dog trøste sig med, at han trods alt rejser hjem fra Rio med en medalje i bagagen.

Den vandt han i herredouble, hvor han sammen med Marc López slog Florin Mergea og Horia Tecau fra Rumænien i finalen.

/ritzau/

Dagens Gossip