Myg spreder nu efter alt at dømme zikavirus i Florida

Skrevet af admin

28/07/2016

Mest læste i dag

Sundhedsmyndighederne i Florida har mistanke om, at zika-myg smitter amerikanere i delstaten. Det vil i så fald være første gang, at man i USA ser myg, der smitter med det frygtede virus.

- Beviserne hober sig op, og det tyder på, at der sker lokal overførsel af zikavirus via myg i det sydlige Florida, siger talsmand Tom Skinner fra Center for Sygdomsforebyggelse (CDC) til nyhedsbureauet Reuters.

Antagelsen baserer sig på, at op til fire zika-smittede personer er dukket op. Efter alt at dømme kan de kun være blevet smittet af myg i Florida.

- Disse tilfælde bærer lighed med den måde, som myg smitter med andre sygdomme i Sydflorida, siger Tom Skinner.

For at bekræfte hvorvidt virusset er blevet overført i Florida, er myndighederne nu i gang med at undersøge de smittedes naboer i en radius af 150 meter.

Det er nemlig den afstand, som zika-myggen typisk bevæger sig i.

Ifølge den amerikanske plan for bekæmpelse af zikavirusset defineres en lokal zika-overførsel ved, at der er to eller flere, der bliver smittet inden for en mils afstand af hinanden i en periode på en måned. Har en smittet været ude at rejse eller haft sex med en smittet person i perioden, tæller vedkommende ikke med.

Sundhedsdepartementet i Florida oplyser til Reuters, at det allerede er gået i gang med undersøgelserne.

Man opfordrer borgere og turister i Florida til at indlevere urinprøver i bestemte dele af delstaten, så myndighederne kan fastslå omfanget af zika-spredning.

Florida melder, at det har 328 tilfælde af rejserelateret zikavirus.

Amerikanske sundhedsmyndigheder har tidligere slået fast, at der ikke hersker nogen tvivl om, at det myggebårne virus er årsag til medfødte misdannelser hos fostre.

Det gælder eksempelvis mikrokefali, hvor børn kommer til verden med unormalt små kranier og derfor kan udvikle hjerneskader.

/ritzau/