Nederlag sender håndboldmænd i kløerne på Slovenien

Håndboldherrerne går ind til OL-kvartfinalen med en frisk skuffelse som tyngende ballast, efter at Danmark tabte 30-33 til Frankrig i den sidste gruppekamp.

Dermed står det klart, at Danmark slutter som nummer tre i puljen og skal møde Slovenien på onsdag i kampen om en plads i semifinalen.

Kampen så ellers ud til at vende til Danmarks fordel i begyndelsen af anden halvleg, da danskerne en overgang førte med fire mål, men de stærke franskmænd bevarede roen og arbejdede sig tilbage.

Årsagen til den midlertidige danske optur var, at landstræner Gudmundur Gudmundsson fra anden halvlegs start spillede uden målmand og med syv markspillere, når Danmark var i angreb.

Det bragte Frankrig længe nok på glatis til, at danskerne fik overtaget i en kamp, mens målmand Jannik Green kom på hårdt arbejde med at spæne ud og ind af banen.

Men efterhånden som franskmændene fik indstillet sig på den nye udfordring, fortog effekten af det taktiske kneb sig.

En dansk 22-18-føring blev sat over styr i en kombination af, at franskmændene toppede deres hold, og at det danske angrebsspil blev mere usammenhængende.

Med ti minutter tilbage havde Frankrig genetableret den tremålsføring, holdet havde flere gange før pausen, og så var der ikke flere taktiske overraskelser i Gudmundssons ærmer.

Dermed fik kampen det udfald, der allerede tegnede sig i de første 30 minutter, som danskerne tabte 16-17.

Fraset de allerførste minutter haltede Danmark bagefter, men spillerne viste stor standhaftighed og hægtede sig fast i franskmændene, der ikke slap afgørende væk.

Det skyldtes ikke mindst, at Morten Olsen tog et stort ansvar i sine hænder og leverede mål på de mest kritiske tidspunkter, ikke mindst en blændende underhåndsscoring, mens Danmark havde to mand udvist.

Men trods fine dansker perioder i en underholdende håndboldkamp måtte spillerne gå fra banen med deres andet nederlag ved OL.

Det behøver ikke være en katastrofe, for danskerne har bestemt muligheder mod Slovenien i onsdagens kvartfinale.

/ritzau/

Dagens Gossip