Nedskudt russisk pilot nægter at have fløjet over Tyrkiet

Skrevet af admin

25/11/2015

Mest læste i dag

Den overlevende russiske pilot fra det Su-24M bombefly, som tirsdag blev skudt ned af et tyrkisk F-16 jagerfly, siger, at flyet ikke har været inde i Tyrkiets luftrum, skriver det russiske nyhedsbureau Tass.

- Der kom ingen advarsler om krænkelser af luftrummet fra Tyrkiet, siger piloten, der stod for navigationen under flyvningen.

- Nej, det er helt udelukket, selv muligheden for et kort øjeblik da vi lå i en højde på 6000 meter, og vejret var klart, siger piloten i et interview med den russiske tv-kanal Rossija-1 ifølge Tass.

- Jeg havde personligt fuld kontrol over vores luftmission indtil missileksplosionen. Der var faktisk ingen advarsler - hverken via radio eller visuelt. Der var overhovedet ingen kontakt. Det er derfor, vi fulgte vores kampkurs helt som vanligt, siger piloten.

- Hvis de virkelig havde villet advare os, så kunne de have lagt sig på en parallel kurs. Men det skete ikke. Og missilet kom lige pludselig og ramte os bagfra ... Vi nåede ikke at se det, så vi kunne have foretaget en undvigemanøvre, siger navigatørpiloten.

Han siger videre ifølge nyhedsbureauet Ria Novosti, som Reuters refererer, at piloterne om bord på det nedskudte fly kendte området som deres egen bukselomme.

Sukhoi-24 jagerbombeflyet, der har Nato-betegnelsen Fencer, var på en antiterroropgave i Syrien tirsdag morgen, da det angiveligt blev ramt af et luft-til-luft missil affyret af et F-16 jagerfly fra det tyrkiske luftvåben, skriver Tass.

Fra Ankara hævdes det, at det russiske kampfly havde krænket tyrkisk luftrum, mens det russiske forsvarsministerium fastholder, at bombeflyet befandt sig i syrisk luftrum, da det blev skudt ned.

Tyrkerne hævder, at flyet krænkede tyrkisk luftrum 10 gange - og blev advaret hver gang - i løbet af en periode på fem minutter.

Begge de russiske piloter lod sig skyde ud med katapultsæderne, efter at flyet var ramt. Men førstepiloten blev dræbt af geværild fra oprørere på jorden, da han var på vej ned i faldskærm.

/ritzau/Tass