Netanyahu advarer: Vi straffer brud på våbenhvile hårdt

Skrevet af admin

27/08/2014

Dagens topnyheder

Det er for tidligt at gisne om, hvorvidt den permanente våbenhvile, som tirsdag blev indgået efter 50 dages konflikt i Gazastriben, kan sikre roen i området, siger Israels premierminister, Benjamin Netanyahu.

Han varsler dog hårde straffe ved ethvert brud på aftalen, der blev til ved hjælp af egyptisk mægling.

- Vi vil end ikke tolerere en lille smule raketild mod noget område af Israel. Vi vil svare igen med endnu større kraft end før, siger han på et pressemøde.

Premierministeren slår fast, at Hamas-bevægelsen ikke kom igennem med sine krav i aftalen om den permanente våbenhvile.

- Hamas blev hårdt ramt og fik ikke nogle af sine krav igennem, siger han ifølge nyhedsbureauet AFP.

Netanyahu fortæller, at Hamas blandt andet ønskede en havn og en lufthavn i Gaza, frigivelsen af palæstinensiske fanger samt løn til sine medarbejdere.

- Men de fik ikke noget, lyder det fra premierministeren.

Israel har jævnligt tilladt, at mad og nødhjælp bliver sendt ind i Gaza - også under den seneste konflikt. Men som led i aftalen er Israel gået med til at tillade, at mere humanitær hjælp og materialer til genopbygning kan få lov til at komme ind i Gaza, såfremt våbenhvilen bliver overholdt.

Netanyahu er blevet stærkt kritiseret i sit hjemland på grund af den dyre konflikt, der ikke havde nogen klar sejrherre efter syv ugers kampe.

En meningsmåling fra tv-stationen Channel 10 viser, at hans popularitet er dalet fra 69 procent i begyndelsen af måneden til nu at ligge på 55 procent. Andre målinger viser lignende dyk i opbakningen til premierministeren.

Ifølge palæstinensiske sundhedsmyndigheder har 2139 palæstinensere mistet livet, siden Israels offensiv mod Gaza begyndte 8. juli. Flere end 490 ofre var børn.

På israelsk side mistede 64 soldater og seks civile livet.

/ritzau/Reuters