Netanyahu: Israels kampagne i Gaza kan blive udvidet

Skrevet af admin

20/08/2014

Mest læste i dag

Den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, siger, at Israels militære kampagne kan blive udvidet, og han beskylder Hamas, der styrer området, for "vild brutalitet" mod de civile indbyggere ligesom Islamisk Stat gør det i Irak.

- Det er to grene fra det samme træ, siger han.

Den israelske premierminister, der onsdag holdt en pressekonference i Tel Aviv, siger, at Gazakrigen, som begyndte den 8. juli, vil blive "en fortsat kampagne", der har til formål at genskabe ro og sikkerhed for Israels indbyggere.

Israelerne gennemførte onsdag dusinvis af angreb forskellige steder i Gaza som reaktion på raketangreb fra Hamas.

Netanyau understreger dog også, at han ser "nye diplomatiske horisonter" for Israel i regionen, hvormed han øjensynligt henviser til fremtidige diplomatiske forhandlinger med palæstinenserne efter krigen.

Netanyahu trak tirsdag israelske forhandlere hjem fra Kairo, efter at endnu en våbenhvile var brudt sammen i Gaza. Nye raketter slog ned i Israel, mens israelerne og palæstinenserne forhandlede i Kairo om at gøre våbenhvilen permanent.

Den væbnede fløj af Hamas advarede onsdag udenlandske flyselskaber mod flyvninger til Tel Aviv.

Parterne er blandt andet uenige om demilitarisering af Gaza, løsladelse af palæstinensiske fanger og udlevering af to dræbte israelske soldater.

Egypten var vært for de indirekte forhandlinger mellem delegationerne for palæstinenserne og Israel i Kairo.

Den palæstinensiske delegation var sammensat af folk fra Hamas og det palæstinensiske selvstyre på Vestbredden.

/ritzau/Reuters