NFL-klub smider voldsmand ud af truppen

Skrevet af admin

19/09/2014

Mest læste i dag

NFL-holdet Arizona Cardinals har sendt sin "running back" Jonathan Dwyer ud af truppen som følge af en sag, hvor han er blevet arresteret for vold inden for hjemmets fire vægge.

Sagen er blot den seneste af en lang række de seneste uger, hvor NFL er kommet i stormvejr i USA. Mange mener, at ligaen formelt set gør for lidt ved spillernes ulovligheder uden for banen.

Jonathan Dwyer blev arresteret i Phoenix onsdag i en sag, hvor han er mistænkt for overfald mod en 27-årig kvinde og et barn på halvandet år.

- Vi vil lade retssystemet afgøre, hvad der er rigtigt og forkert i denne sag. Men så længe han ikke er renset for alle anklager, kommer han ikke til at være en del af dette fodboldhold, siger Arizona Cardinals' cheftræner Bruce Arians ifølge nyhedsbureauet AFP.

Politiet har øjensynligt arresteret Jonathan Dwyer to gange med få dages mellemrum i juli.

Hans sag kommer i kølvandet på sager med højtprofilerede spillere som Ray Rice, Adrian Peterson og Greg Hardy. De handler alle om vold og overfald i hjemmet.

Samtidig måtte Minnesota Vikings torsdag løse Jerome Simpson fra kontrakten.

Spilleren har de seneste år haft adskillige sammenstød med politiet på grund af druk og besiddelse af forskellige stoffer. Senest er han blevet arresteret for besiddelse af marijuana.

/ritzau/