Nicolai Jørgensen har gode minder om HJK Helsinki

Skrevet af admin

27/11/2014

Dagens topnyheder

For lidt over to måneder siden blev indskiftede Nicolai Jørgensen redningsmanden for FC København i Telia Parken mod HJK Helsinki.

Offensivspilleren scorede målene i FCK's 2-0-sejr i Europa Leagues gruppe B, og kampen var med til at kickstarte Nicolai Jørgensens sæson, der indtil det tidspunkt havde været ødelagt af skader.

Torsdag mødes holdene igen - denne gang i Finland. Nicolai Jørgensen håber på endnu en god oplevelse mod HJK Helsinki.

- Det er en ny kamp, der venter os, men det var en god kamp i Parken. Vi spillede godt, jeg fik scoret lige efter mit comeback, og det var selvfølgelig utrolig dejligt. Det er gode minder, jeg har fra den kamp.

- Jeg fik noget selvtillid med fra den første kamp, og for mig personligt er det gået i den rigtige retning siden dengang.

- Jeg er blevet bedre og bedre, og jeg bliver kun bedre fra nu af, siger Nicolai Jørgensen, som i lørdags blev matchvinder for FCK i 1-0-sejren over Silkeborg i Superligaen.

FCK er presset til at vinde med to spillerunder tilbage i gruppespillet. FCK er treer med fire point. Club Brugge topper med otte point efterfulgt af Torino med syv. HJK Helsinki har tre point.

De to bedste avancerer, men FCK ved, at holdet med to sejre - først over HJK Helsinki og siden over Torino i København - går videre.

- Vi kan selv afgøre vores skæbne, konstaterer Nicolai Jørgensen glædeligt.

Faktisk venter der FCK fire vigtige kampe inden vinterpausen. Foruden de to i Europa League skal FCK i Superligaen møde AaB ude og til sidst førerholdet FC Midtjylland i Telia Parken.

- Jeg er klar til at spille fire gange 90 minutter, og det tror jeg faktisk, at alle spillerne i truppen er. Vi har næsten ikke skader, og det er positivt, før man går ind til sådan nogle kampe, siger Nicolai Jørgensen.

Ud over de fire svære kampe har FCK en formodet overkommelig opgave mod Greve fra Danmarksserien i DBU Pokalen inden juleferien.

Torsdagens kamp i Helsinki begynder klokken 21.05. På samme tid mødes Torino og Club Brugge i Italien.

/ritzau/