Niels Frederiksen savnede skud på mål i Aalborg

Skrevet af admin

09/10/2015

Mest læste i dag

Det danske U21-landshold havde 15 afslutninger mod Wales i Aalborg, men kun to af dem ramte inden for målrammen.

Da Wales heller ikke kunne ramme målet, endte det hele 0-0 i Danmarks første kamp i EM-kvalifikationen, og det ærgrer den nye U21-landstræner, Niels Frederiksen.

- Vi spiller i perioder, som vi gerne vil og skaber også nogle chancer, men vi var ikke dygtige nok til at udnytte de chancer, vi fik. Vi skulle have afsluttet en del mere, siger han til DR Sporten efter kampen.

De manglende afslutninger var også et emne i omklædningsrummet i pausen for Niels Frederiksen og hans assistent Henrik Clausen.

- Det snakkede vi også om i pausen, at vi skal sparke på mål, når vi har muligheden, siger Niels Frederiksen, som følte at spillerne ofte tog et træk for meget i stedet for at sparke på mål.

Med det uafgjorte resultat har Danmark et point efter én kamp, mens Bulgarien og Rumænien er stukket af med ni point efter fire kampe. Wales har syv point efter tre kampe, mens Armenien og Luxembourg stadig er pointløse efter de første tre runder.

Derfor er der stadig gode muligheder for at avancere i gruppen for det danske hold, selvom Niels Frederiksen naturligvis gerne ville have taget alle tre point med fra kampen.

- Vi ville gerne have haft tre point, men et er bedre end nul. Nu er vi i gang, og når vi kigger på kampen, er det vel et okay resultat, siger Niels Frederiksen.

Næste opgave for U21-landsholdet er på tirsdag, når Bulgarien gæster Aalborg.

/ritzau/