Niels-Kristian Iversen vinder grandprix i Cardiff

Skrevet af admin

04/07/2015

Mest læste i dag

Niels-Kristian Iversen vandt sæsonens fjerde grandprix, der blev kørt i Cardiff lørdag aften.

Danskeren tog starten i finalen, hvor han med hvid hjelmfarve fik et godt tag i banen. Iversen førte fra start til slut og var ikke for alvor presset.

I finalen blev Peter Kildemand nummer tre. Ind imellem de to danskere kom australske Chris Holder, mens briten Tai Woffinden sluttede firer i finalen.

Der var hele fire danskere i semifinalerne, og det var derfor en reel mulighed, at det kunne blive en rent dansk finale. Det ville være uhørt - og det skete heller ikke.

I den første semifinale startede Niels-Kristian Iversen med at ligge sidst, men han overhalede først Matej Zagar og siden Nicki Pedersen og sikrede sig dermed adgang til finalen.

Nicki Pedersens vej til semifinalen var kringlet, men han både åbnede og lukkede med en heatsejr før en skuffende semifinale.

I den anden semifinale blev Peter Kildemand nummer to, mens Michael Jepsen Jensen sluttede sidst.

I heat 13 skulle Nicki Pedersen blandt andet køre mod amerikaneren Greg Hancock. De to konkurrenter røg 16. juni totterne på hinanden, efter Nicki Pedersen havde presset Hancock ud i barrieren i en svensk ligakamp.

Og nærmest som forventet var Nicki Pedersen involveret i en dramatisk situation i heatet. Men det var ikke Hancock, det gik ud over, men derimod danskeren Peter Kildemand.

Nicki Pedersens speedwaycykel havde kontakt med Kildemands, som derefter styrtede. Det førte til en udelukkelse af Nicki Pedersen, som dermed var tvunget til at vinde sit sidste heat for at nå en plads i semifinalen. Det lykkedes.

Så sent som sidste lørdag gik det også galt for Peter Kildemand, der måtte på hospitalet efter et styrt i Letland.

Kildemand var dog i stand til at køre videre, og han sluttede som nævnt med at komme helt til finalen.

Undervejs var der mere dramatik i Cardiff, da australieren Troy Batchelor blev kørt væk i en ambulance efter et styrt.

/ritzau/