Nigeria: Tabende Goodluck beder tilhængere besinde sig

Skrevet af admin

01/04/2015

Dagens topnyheder

- Jeg lovede landet et frit og retfærdigt valg. Jeg har holdt mit ord.

Sådan siger Nigerias snart tidligere præsident Goodluck Jonathan, efter at han tirsdag erkendte sit nederlag til Muhammadu Buhari ved præsidentvalget.

Jonathan, der har stået i spidsen for Afrikas mest folkerige land de seneste fem år, fik omkring 2,5 millioner færre stemmer end Buhari.

Han opfordrer nu sine tilhængere til at slå koldt vandt i blodet oven på valgnederlaget.

- Ingens personlige ambitioner må være skyld i, at der kommer til at flyde nigeriansk blod, siger Goodluck Jonathan i en skriftlig udtalelse.

- Sammenhold, stabilitet og fremskridt for vores elskede land er mere vigtigt end noget andet, tilføjer han.

Muhammadu Buhari, der nu kan indtage præsidentboligen på demokratisk vis, har tidligere stået i spidsen for et militærregime i landet efter et kup i 1983. Han blev selv væltet ved et kup to år efter.

72-årige Buhari siger nu, at han er blevet demokrat.

Valgslaget mellem Jonathan og Buhari har været det tætteste valg nogensinde i Afrikas største økonomi med 173 millioner indbyggere.

Oppositionslederen, der stillede op til et præsidentvalg for fjerde gang, har i valgkampen redet på en bølge af befolkningens frustration over en enorm korruption i landet og kritik af Jonathans håndtering af den islamiske terrororganisation Boko Haram. Og så i det hele taget af en stærkere opposition.

Boko Haram har vundet terræn det seneste år i den nordøstlige del af landet, og gruppen har de seneste måneder også angrebet i nabolande.

/ritzau/AFP