Norge trodser flygtninge-boom: Færre søger asyl

Skrevet af admin

23/11/2014

Dagens topnyheder

Mens antallet af asylansøgere i Danmark er steget markant, har færre flygtninge i årets første 10 måneder søgt om ophold i Norge sammenlignet med sidste år.

Sidste år kom der 10.344 asylansøgere til Norge i perioden januar til oktober, men det tal er i år faldet til 9834. Med andre ord er der tale om et fald på fem procent.

I Sverige har man indtil videre modtaget næsten 70.000 asylansøgere, mens knap 13.000 har søgt om asyl i Danmark i årets første 10 måneder.

Det er første gang i et årti, at Danmark modtager flere asylansøgere end Norge, fortæller Frode Forfang, der er direktør i Utlendingsdirektoratet - Norges svar på Udlændingestyrelsen.

- At Danmark har oplevet en kraftig stigning og nu får flere asylansøgere end Norge, er noget nyt de seneste måneder. Det er første gang, det sker siden begyndelsen af 2000-tallet, siger Frode Forfang i en mail til det norske nyhedsbureau NTB.

Næste år estimeres det, at 20.000 asylansøgere vil komme til Danmark, mens Migrationsverket i Sverige spår, at der kan komme op mod 105.000 ansøgninger om asyl i 2015. Til sammenligning venter Norge 11.000 asylansøgere næste år.

Frode Forfang peger blandt andet på de mange flygtninge fra borgerkrigen i Syrien som årsag til, at Danmark har overhalet Norge i antallet af asylansøgere.

- En af årsagerne er, at Danmark over længere tid har haft syrere som største asylgruppe. Derfor er det ikke helt unaturligt, at en del af den øgede syriske flygtningestrøm kanaliseres til Danmark. Også Norge ser nu en markant stigning i antallet af syriske asylansøgere, men det er fra et lavere udgangspunkt, siger han.

/ritzau/NTB