Norges kamp for MRSA-frit kød kan være håbløs

Skrevet af admin

23/07/2014

Mest læste i dag

Det bliver meget vanskeligt for den norske dagligvarekoncern Norgesgruppen at undgå at sælge svinekød med MRSA-bakterier.

Det vurderer dyrlæge Poul Bækbo, der er chef for afdelingen for Veterinær Forskning og Udvikling i Landbrug og Fødevarer, som reaktion på nordmændenes overvejelser om at droppe dansk svinekød.

- Jeg tror, at det vil blive svært for dem, for det findes i alle lande og også i deres egne besætninger. Derfor skal de nok holde op med at sælge svinekød, hvis de helt vil undgå det.

- Men det synes jeg vil være helt ved siden af, hvis man lytter til de eksperter, der ved noget om det, både herhjemme og også i Norge, siger Poul Bækbo med henvisning til, at det endnu ikke er påvist, at MRSA kan overføres via maden.

Han fortæller, at nordmændene har sat et storstilet projekt i gang, hvor man screener alle større svinebesætninger i forsøget på at udrydde MRSA-smitten.

Men udsigterne til, at det lykkes - på samme måde som fjerkræavlerne herhjemme har fået bugt med salmonella - er små.

- Det er en infektion, man ikke kan se på dyr eller mennesker, og vi er heller ikke helt klar over, hvordan den kommer fra besætning til besætning.

- Derfor kan en sådan indsats vise sig at være gode, spildte penge, fordi man ikke har tilstrækkelig viden om smittevejene. Det faglige grundlag er ikke tilstede, siger han.

Poul Bækbo fortæller desuden, at man herhjemme arbejder på at blive klogere netop på, hvordan MRSA-bakterien spreder sig.

- Der er et forskningsprojekt i gang, der skal undersøge, om yderligere hygiejnetiltag kan medvirke til at begrænse udbredelsen af smitten endnu mere, siger han.

Det er ikke kun i Norge, at man er bekymret over mængden af MRSA-bakterier i dansk svinekød.

I Sverige har en række butikker taget svinekød fra Danmark ud af køledisken af flere årsager, blandt andet indholdet af multiresistente bakterier, men også dyrevelfærd og overdreven brug af antibiotika.

/ritzau/