Norsk kok vinder kokkenes VM i Frankrig

Skrevet af admin

28/01/2015

Mest læste i dag

Det blev nordmanden Ørjan Johannessen, der onsdag aften vandt guld ved det uofficielle VM for kokke, Bocuse d'Or, i Frankrig. USA vinder sølv, mens Sverige fik bronze, viser en web-transmission fra konkurrencen.

I det sekund Norge blev udråbt som vinder, blev den norske nationalsang afspillet, og flere i publikum vajede med store norske flag.

Med sig havde den norske kok assistenten Jimmy Øien og træneren Odd Ivar Solvold.

Det er femte gang, Norge vinder guld, mens Frankrig er strøget til tops syv gange i konkurrencen, der har været afholdt 15 gange.

Danske Kenneth Hansen stillede også op ved Bocuse d'Or, der finder sted i den franske by Lyon. Han endte dog uden for podiepladserne.

Bocuse d'Or betragtes som det uofficielle VM for konkurrencekokke. Deltagerne har fem timer og 35 minutter til at lave en fiskeret og en kødret.

På forhånd var det bestemt, at hovedingredienserne skulle være kød fra perlehøns og ørred, og til fiskeretten skulle man onsdag bruge fennikel.

Der blev også uddelt specialpriser for bedste fiskeret og bedste kødret, som gik til henholdsvis Japan og Finland.

Prisen for bedste assistent gik også til Finland.

Norske Johannessen arbejder ifølge nyhedsbureauet NTB til dagligt på Bekkjarvik Gjestgiveri i Austevoll Kommune i Hordeland, syd for Bergen. Han fik bronze ved det uofficielle kokke-EM, Bocuse d'Or Europe, i Stockholm i sidste år.

I Lyon kæmpede han mod kokke fra 23 andre lande om at blive kåret til verdens bedste.

Kenneth Hansen vandt sammen med sin assistent Kasper Kristensen sølv ved det uofficielle EM i maj sidste år. I månedsvis har kokken fra Svinkløv Badehotel forberedt sig på kokke-VM, hvor han blev betegnet som en af medaljefavoritterne.

Finalen fandt sted over to dage og blev indledt tirsdag.

/ritzau/