Norsk politi advarer mod falske terror-rygter på nettet

Skrevet af admin

25/07/2014

Dagens topnyheder

Det norske politi leder efter seks specifikke terrorister, hvis mål er at dræbe flest mulige nordmænd i et nært forestående terrorangreb.

Sådan lyder et af de mest udbredte rygter, der fredag florerer på de sociale medier, dagen efter at den norske efterretningstjeneste afslørede, at der er en konkret terrortrussel mod Norge.

Informationen om de seks terrorister hævdes at stamme fra en person, som har et familiemedlem, der arbejder i en central stilling i Politiets Sikkerhedstjeneste, PST, men hos efterretningstjenesten afviser man oplysningen.

- Tidligere erfaringer viser, at enkelte personer desværre kan udnytte situationer som denne til at sprede information, som ikke passer, siger kommunikationsdirektør i PST, Trond Hugubakken, til vg.no.

- Folk bør blandt andet være skeptiske over for rygter på sociale medier og i stedet forholde sig til det, som formidles fra myndighedernes side, tilføjer han.

De sociale medier svømmer også over med meldinger om konkrete steder, man skal holde sig fra.

- Har fået meldinger fra en veninde, som har familie højt oppe i PST. Hold jer fra Sandvika storcenter, Gardermoen, Oslo S og Nasjonal (området omkring Nationaltheatret, red.), lyder det i en opdatering på Facebook, der afsluttes:

- Dette er en reel trussel, og sagen er meget mere alvorlig, end de vælger at gå ud med!

Indholdet beskrives som urigtigt - og det er heller ikke informationer, som PST eller politiet bruger for at få en afklaring på terrortruslen mod Norge, oplyser flere kilder uafhængigt af hinanden til vg.no.

PST-chefen, Benedicte Bjørnland, understregede på pressemødet torsdag, at efterretningstjenesten ikke ved, hvad eller hvem, der er mål for terrorplanerne - eller hvem der står bag truslen.

Samme budskab gentager politiet i Oslo i en pressemeddelelse fredag morgen:

- De informationer, som politiet har, indeholder ikke trusler mod konkrete objekter, arrangementer eller personer. Det betyder, at folk kan bruge byen som sædvanlig.

/ritzau/