Nu får forsvarere netadgang i fængsler og arresthuse

Siden 1. august har landets forsvarsadvokater været afskåret fra at medtage telefoner og computere med adgang til internettet, når de skal tale med deres klienter i fængsler og arresthuse.

Men fredag har Kriminalforsorgen givet dispensation fra reglerne, så forsvarsadvokater nu må tage en computer med netadgang med, når de skal mødes med deres klienter.

I juni skærpede Folketinget reglerne, så besøgende i landets fængsler og arresthuse fra 1. august ikke må medbringe mobiler og computere med netadgang. Det skete for at komme problemet med ulovlige mobiltelefoner i landets fængsler til livs.

Men skærpelsen ramte også landets forsvarsadvokater, som tordnede mod de nye regler.

Det vil være en betydelig forringelse af advokaternes arbejdsmuligheder, lød det fra forsvarsadvokat Michael Juul Eriksen.

- Problemet er, at det er et meget vigtigt redskab for en forsvarsadvokat, både fordi det er i arresten, at man holder møder med sine klienter, og fordi retsmøder om eventuel forlængelse af varetægtsfængsling ofte foregår via videolink fra arresten, sagde han dengang.

Fredag fortæller han, at de nye skærpede regler har betydet "temmelig kaotiske" forhold ved landets arresthuse.

- I Vestre Fængsel har der været situationer, hvor der har været flere timers ventetid på at omme ind på grund at den øgede kontrol, forklarer Michael Juul Eriksen.

Nu har Kriminalforsorgen altså efter to uger besluttet at give forsvarsadvokaterne dispensation fra reglerne.

Det betyder, at de må medbringe en computer med netadgang, hvis den har en skærm på mindst 10 tommer.

- Dispensationen gælder indtil der er etableret fast forbindelse via kabel i arresthusene og fængslerne, fortæller Michael Juul Eriksen.

Han synes, det er fint, at der er fundet en løsning.

- Men det er underligt, at man ikke havde tænkt på det før, siger han.

/ritzau/

Dagens Gossip