Ny analyse: Kommunerne vil mangle ni milliarder i 2020

Skrevet af admin

25/07/2016

Mest læste i dag

Hvis kommunerne skal levere det samme niveau af service i 2020, som de gør i dag, kommer de til at mangle 9,1 milliarder kroner. Det er konklusionen i en ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE). Det skriver Berlingske mandag.

Analysen er lavet efter kommuneaftalen med regeringen.

Kommunerne skal spare 1,7 milliarder kroner. På samme tid vil udgifterne til flere ældre koste fire milliarder, mens en øget flygtningetilstrømning koster yderligere 3,4 milliarder kroner ifølge analysen.

Direktør i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Lars Andersen, forklarer, at de to grunde - stigende behov på grund af ældre og flygtninge, samt at kommunerne skal spare - er årsagen til, at der vil mangle penge i kommunernes budget, hvis servicen skal være på samme niveau om fire år.

- De to ting summer op til 9 milliarder, som er det kommunerne står og mangler i forhold til at levere uændret service (i 2020, red.), siger direktøren.

For Liberal Alliances skatteordfører, Joachim B. Olsen, ændrer analysen ikke på ønsket om skattelettelser.

- Ingen af de ting, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd peger på, adresserer, at vi har en lav økonomisk vækst i Danmark, har haft det i 20 år, og at vi også har udsigt til det fremadrettet, siger han til Berlingske.

- Derfor bør vi tage initiativer, som gør, at vi får en højere økonomisk vækst, og det kan lavere skatter og afgifter være med til. Vi kan ikke kun tænke fire år frem, hvis vi vil have et højere velstandsniveau.

Venstres fungerende politiske ordfører, Louise Schack Elholm, mener også, at det er tid til skattelettelser.

- Skattelettelser skal være med til at skabe vækst, så vi faktisk får en udvikling i Danmark, for der er færre midler til velfærd, når vi ikke har vækst, siger hun til Berlingske.

Socialdemokraterne mener derimod, at analysen viser, at tiden ikke er til skattelettelser, siger partiets fungerende ordfører, Ane Halsboe-Jørgensen, til avisen.

Set i forhold til om der skal komme skattelettelser eller ej, må politikerne vælge, lyder det fra Lars Andersen.

- Det er en politisk beslutning. Det koster på offentlig service. Så man må vælge, om man vil have offentlig service eller lavere skat. Man kan ikke få begge dele, siger direktøren.

/ritzau/