Nye angreb koster mange mennesker livet i Nigeria

Skrevet af admin

03/07/2015

Dagens topnyheder

Mindst 29 mennesker er dræbt i et nyt angreb i det nordøstlige Nigeria, som den islamistiske gruppe Boko Haram menes at stå bag.

Et øjenvidne i landsbyen Mussa siger til nyhedsbureauet AFP, at bevæbnede mænd ankom til landsbyen og "dræbte alle i området".

- Vi har talt ligene af 29 mennesker, og mange andre er blevet såret, siger øjenvidnet, Sunday Wabba, som er en del af en lokal ungdomsorganisation.

Landsbyen ligger i Borno-delstaten, den samme delstat som inden for de seneste døgn har været ramt af flere andre blodige angreb.

Tidligere fredag sprængte en teenagepige sig selv i luften inde i en moské, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Den kun 15-årige pige tog 12 af de bedende muslimer i moskéen med sig i døden.

Inden da var to selvmordsbombere gået til angreb langs en motorvej i Malari, oplyser militærkilder og kilder i det lokale politi.

De to selvmordsbombemænd dræbte 10 mennesker i beboede områder ved at angribe steder, hvor handlende sælger frugt langs med vejen.

Militante islamister har optrappet angrebene under muslimernes hellige fastemåned, ramadanen, der begyndte for to uger siden.

Torsdag kom der meldinger om, at omkring 150 mennesker var dræbt i forskellige angreb mod landsbyer i Borno-regionen.

Endnu har ingen taget skylden for de blodige angreb i Nigeria fredag, men mistanken retter sig endnu en gang mod den yderliggående gruppe Boko Haram.

Gruppen kæmper for at oprette en islamisk stat i den nordøstlige og muslimske del af Nigeria og har for nylig erklæret, at den er allieret med den militante bevægelse Islamisk Stat, som har udråbt et kalifat i dele af Irak og Syrien.

/ritzau/AFP