Nye kampe ved flyvrag: 14 dræbt i Østukraine

Skrevet af admin

01/08/2014

Dagens topnyheder

14 er dræbt - heraf 10 soldater fra det ukrainske militær - i det østlige Ukraine tæt på ulykkesstedet for det malaysiske fly, der styrtede ned 17. juli, meddeler det ukrainske militær ifølge nyhedsbureauet AFP.

- I alt ved vi, at 14 personer er døde, men ligene fra fire af dem er endnu ikke blevet identificeret, så de kan både være ukrainske soldater eller terrorister, siger militærets talsmand Oleksij Dmytrasjkivskij med henvisning til de prorussiske separatister.

Dermed er kampene mellem militær og separatister genoptaget efter torsdag, hvor militæret holdt en midlertidige pause i offensiven for at tillade internationale eksperter adgang til flyvraget.

De blodige kampe har den seneste tid vanskeliggjort eller helt umuliggjort, at de internationale eksperter har kunnet komme frem til ulykkesstedet, som kontrolleres af separatister.

FN's generalsekretær, Ban Ki-moon, har gentagne gange opfordret parterne til at standse kampene omkring ulykkesstedet, som efter to uger fortsat ikke er blevet efterforsket til bunds.

Torsdag indstillede militæret kampene midlertidigt, men journalister ved ulykkesstedet meldte om højlydte eksplosioner og sort røg, der steg op fra ulykkesstedet.

De internationale eksperter fra Holland, Australien og Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa, OSCE, kunne torsdag undersøge dele af flyvraget, efter at have været afskåret adgang i en uge på grund af kampene.

De fandt flere jordiske rester efter det forulykkede flys passagerer.

Observatørerne fra OSCE og de internationale eksperter vurderer fra dag til dag, om sikkerhedssituationen tillader, at de bevæger sig hen til ulykkesstedet.

Alle 298 personer om bord på det forulykkede MH17 fly omkom, men det er endnu ikke lykkedes at finde alle ligene.

/ritzau/AFP