To nye observationer men ingen ubådsafsløringer i Sverige

Skrevet af admin

21/10/2014

Mest læste i dag

Det svenske forsvar har modtaget flere hundrede tip om en formodet ubåd i Stockholms skærgård. Men det er småt med interessante observationer, og kun to nye er kommet til, som vil blive undersøgt.

Det fortæller kontreadmiral Anders Grenstad på et pressemøde tirsdag aften, efter den svenske marine dagen igennem har været på jagt i skærgården.

Det er fem dage siden, at den svenske flåde indledte eftersøgningen i skærgården.

- I søndags var der tre observationer. I dag var der yderligere to, der bedømmes som tilstrækkeligt interessante for at fortsætte arbejdet, fortæller han.

Grenstad siger, at det svenske militær vil fortsætte et stykke tid endnu med at lede. Men den svenske overkommando har på intet tidspunkt bekræftet, at det er en russisk ubåd, som man leder efter. Det er ellers det, de svenske medier skriver.

- Det er virkelig alvorligt, at vi søger efter noget, som har krænket Sveriges territoriale integritet, nøjes Grenstad med at sige.

Han vil ikke oplyse, hvad de to nye observationer handler om.

Avisen Dagens Nyheter skrev tidligere på dagen, at forsvaret havde fået kontakt med "noget" under eftersøgningen tirsdag, men avisen kunne ikke fortælle hvad.

Det svenske forsvar har ikke bekræftet oplysningen.

I det hele taget er der mange spekulationer i de svenske medier, og Aftonbladet kunne blandt andet fortælle, at et svensk marinefartøj fredag påsejlede en russisk sender i skærgården.

Objektet skal have vist sig at være en undervandsinstallation, som havde revet sig løs og drevet op til overfladen. En kilde siger til avisen, at man nu leder efter flere russiske sendere i farvandet.

Men historien plaffes ned af forsvaret.

- Så vidt jeg ved er det forkert, siger forsvarschef Sverker Göranson.

Rusland har i de seneste et til to år spillet med sine militære muskler i luftrummet over Østersøen, hvor russiske kampfly på øvelse har fingeret angreb på både Polen, Bornholm og mål i den svenske hovedstad Stockholm.

Militære eksperter har vurderet, at det derfor er sandsynligt, at russerne også er aktive under vandet.

/ritzau/TT