Nye varmeofre får kritik til at blusse op ved US Open

Skrevet af admin

04/09/2015

Mest læste i dag

Mere end 30 grader alle dage, i perioder tæt på 40 grader, og en luftfugtighed på over 40 procent har taget US Open-livet af hele 12 mandlige tennisspillere ved årets sidste grand slam-turnering i New York - de seneste faldt natten til fredag dansk tid.

Det er en kedelig rekord, som nu puster nyt liv i debatten om, at mændene spiller bedst af fem sæt under fysisk krævende forhold.

- At spille bedst af fem sæt i den her hede er latterligt. Stop lidelserne, skriver den kroatiske servekanon Ivo Karlovic på Twitter.

Karlovic tabte selv i første runde i en udmarvende femsætter på mere end tre og en halv time.

Et af de seneste ofre, amerikaneren Jack Sock, faldt sammen på banen i begyndelsen af fjerde sæt i sin kamp mod belgieren Ruben Bemelmans, da termometret sneg sig op mod 38 grader.

Sock førte ellers 2-1 i sæt, men dehydreret måtte han opgive at fortsætte kampen.

- At spille US Open er den største drøm og sæsonens højdepunkt for mig. Det er ekstremt skuffende at måtte trække sig fra kampen, siger 28.-seedede Sock til CNN efter at være kommet til hægterne igen.

Selvom kvinderne kun spiller bedst af tre sæt, har også to kvinder i årets turnering måttet trække sig på grund af varmen, og der er flere ting, som spillerne ikke er tilfredse med omkring forholdene.

Blandt andet er temperaturforskellen på inde og ude alt for store.

- Når du går ud, er det varmt. Når du kommer ind, er det for koldt. Sådan er det hver gang. Det er for meget frem og tilbage, siger italieneren Sara Errani ifølge AP.

Hos arrangørerne er man ikke glade for den negative rekord med varmeofre, og selvom mandlige kampe med bedst af tre sæt ikke er på tegnebrættet, lytter man til spillernes kritik.

- Vi kan regulere temperaturen i forskellige dele af bygningerne. Vi tager spillernes bekymringer alvorligt, lyder det fra arrangørerne.

/ritzau/