Nykredit tager endnu et skridt mod børsnotering

Skrevet af admin

10/02/2016

Mest læste i dag

Nykredit er endnu et skridt tættere på at blive børsnoteret.

Det er en realitet, efter at Foreningen Nykredit på et ekstraordinært repræsentantskabsmøde onsdag har godkendt, at Nykredit Holding officielt søger om at blive noteret på fondsbørsen i København.

Blåstemplingen fra Foreningen Nykredit er ikke så overraskende, da både Nykredits bestyrelse og direktion har anbefalet en mulig børsnotering.

– Vi takker for repræsentantskabets opbakning. Med denne beslutning kan vi nu for alvor starte arbejdet med at forberede Nykredit til en børsnotering, lyder det fra koncernchef Michael Rasmussen i en pressemeddelelse.

- Med børsnoteringen skaber vi en unik foreningskontrolleret børsnoteret virksomhed til gavn for kunder og samfund, tilføjer han.

Hvis alt flasker sig, forventer Nykredit at blive klar til børsen inden for et eller to år.

- Men den endelige timing vil afhænge af såvel markedsforhold som opnåelse af tilstrækkelig klarhed om kommende internationale kapitalkrav, lyder det i pressemeddelelsen.

/ritzau/