Obama: Putin sidder med en massiv økonomisk nedgang

Skrevet af admin

21/12/2014

Mest læste i dag

USA's præsident, Barack Obama, afviser i et tv-interview med CNN alle beskyldninger om, at han er blevet udmanøvreret af Ruslands præsident, Vladimir Putin.

I interviewet, der udsendes af tv-netværket søndag, siger han, at Putin sidder med en kæmpemæssig økonomisk krise som følge af Ukraine-krisen.

I interviewet med Candy Crowley i CNN's program State of the Union afviser Obama pure forestillingen om, at Putin skulle være skakmester og mester i at udmanøvrere Vesten og i at udmanøvrere hr. Obama og "dit og dat og det andet".

Såvel USA som EU har i kølvandet på den russiske annektering af Krim og deltagelse i konflikten i det østlige Ukraine indført en række økonomiske sanktioner mod højtstående russere og russiske virksomheder.

- Lige nu sidder han med et solidt sammenbrud i sin valuta, en massiv finanskrise og en stor økonomisk nedgang, siger Obama i interviewet, som blev optaget fredag.

- For mig lyder det ikke som en person, der har kørt over mig eller Amerikas Forenede Stater, lyder kommentaren fra USA's præsident.

Såvel de vestlige sanktioner mod Rusland som de styrtdykkende priser på råolie har sendt den russiske valuta ud på en sand rutsjetur i nedadgående retning.

/ritzau/AFP