Obama støtter beslutning om at rense Ferguson-betjent

Skrevet af admin

06/03/2015

Mest læste i dag

Den amerikanske præsident står bag sin justitsminister, Eric Holder, hvis ministerium onsdag besluttede ikke at rejse sag mod betjenten Darren Wilson.

Wilson skød og dræbte den sorte teenager Michael Brown 9. august sidste år i Ferguson, hvilket straks efter udløste heftige optøjer i St. Louis-forstaden.

Da den hvide betjent senere blev renset af en storjury, skabte det ny uro med plyndringer i byen.

Over hele USA gik amerikanere på gaden i protest over politiets og myndighedernes håndtering af sagen, og der opstod et bredt krav om, at Wilson skulle straffes.

- Man kan ikke bare tiltale ham alligevel, fordi der skete noget tragisk, siger Obama under et møde i South Carolina fredag.

- Afgørelsen blev truffet, og jeg har fuldstændig tillid til den. Jeg står bag den afgørelse, som justitsministeriet har truffet i sagen, siger præsidenten.

Darren Wilson forklarede efter skudepisoden i Ferguson, at han følte sig truet af den fysisk store teenager, som efter politimandens forklaring ikke adlød ordrer og bevægede sig mod betjenten.

Episoden i Ferguson har sat fokus på politiets behandling af sorte, og der kom i tiden efter drabet flere tilfælde, hvor sorte mænd blev skudt af hvide politifolk.

/ritzau/Reuters