Odense Bulldogs opruster med ny træner og profil

Skrevet af admin

25/05/2016

Dagens topnyheder

Odense Bulldogs opruster før næste sæson og henter Michael Eskesen hjem til sin barndomsklub i Odense efter fire sæsoner i Sønderjyske.

Samtidig meddeler klubben, at man har hentet svenske Peter Johansson som cheftræner for den kommende sæson for ishockeyholdet. Svenskeren har senest været cheftræner i Frederikshavn White Hawks.

Michael Eskesen forlod Odense Bulldogs i 2012 til fordel for Sønderjyske, og han vender dermed tilbage til Odense-klubben med tre gange DM-guld og en bronzemedalje.

- Efter fire fantastiske år i Sønderjyske opstod der en spændende mulighed i Odense, som har strikket en rigtig god pakke sammen for mig og min familie.

- Her bliver det muligt for mig at spille ishockey på fuld tid samtidig med, at jeg kan fortsætte på mit deltidsstudium, og det hænger i øvrigt godt sammen familiemæssigt, siger Michael Eskesen i en pressemeddelelse fra Odense Bulldogs.

Eskesen vender ikke tilbage til Odense uden ambitioner.

- Jeg håber at kunne bidrage til, at Odense Bulldogs når en placering i top-fire. Både i grundspillet, men i særdeleshed også i et eventuelt slutspil, siger Michael Eskesen blandt andet.

Den 49-årige Peter Johansson glæder sig også til at blive cheftræner i klubben, som har brugt lang tid på at vælge sin kommende cheftræner.

- Jeg fik et rigtig godt indtryk under hele processen. De var særdeles grundige, og jeg synes godt om det projekt, som klubben præsenterede for mig, siger Peter Johansson.

Ud over erfaringen fra Frederikshavn White Hawks, så har Peter Johansson også trænererfaring fra Rögle og Helsingborg i Sverige samt fra østrigsk og norsk ishockey.

/ritzau/