OL-vinder Michael Damgaard forlænger et år med Magdeburg

Håndboldlandsholdspilleren Michael Damgaard har styr på sin fremtid mindst to år frem.

Onsdag meddeler hans tyske klub, Magdeburg, på sin hjemmeside, at den har forlænget et år med danskeren, så kontrakten nu gælder frem til sommeren 2018 i stedet for 2017.

Michael Damgaard, der netop har været med til at vinde OL-guld med Danmark i Rio, har en enkelt sæson på bagen hos Magdeburg, efter han i 2015 skiftede fra Team Tvis Holstebro.

Den 26-årige venstreback har været inde omkring landsholdet de seneste par år, men han har dog i store perioder stået i skyggen af PSG-stjernen Mikkel Hansen, der spiller samme position.

/ritzau/

Dagens Gossip