Olsen holdt nullet: Det bedste jeg har været med til

Skrevet af admin

02/10/2014

Mest læste i dag

Angriberen Markus Rosenberg blev med to mål den store helt, men den danske målmand Robin Olsen havde også en prægtig aften, da Malmö FF onsdag aften vandt 2-0 over Olympiakos i Champions Leagues gruppespil.

Især i anden halvleg havde Olsen flere vigtige redninger, da grækerne desperat jagtede en udligning.

- Det er det bedste, jeg har været med til. Det er helt fantastisk. Vi vidste præcis, hvad vi skulle gøre, inden vi gik ud til kampen. Vi var utrolig disciplinerede i dag, og vi gjorde vores arbejde 100 procent, siger Robin Olsen til dn.se.

- I dag gik det rigtig godt. Jeg fik ikke så meget at lave, men tog de bolde, der kom, og det føles godt, konstaterer den danske målmand.

Malmö og Olsen har ikke sluppet et eneste mål ind på hjemmebane i denne sæsons europæiske kampe - et faktum, der naturligvis vækker stor begejstring hos Malmös norske træner, Åge Hareide.

- Jeg kan kun forklare det med en god forsvarslinje og en vældig god målmand. Hele holdets defensiv er fantastisk, siger Åge Hareide.

Malmö har med sejren tre point i gruppe A. Det samme har gruppens tre øvrige hold, der er Olympiakos, Atlético Madrid og Juventus.

/ritzau/