Olsen om fransk bane: Respektløst og uacceptabelt

Skrevet af admin

26/03/2015

Dagens topnyheder

Landstræner Morten Olsen er rasende over den træningsbane, som det danske landshold fik stillet til rådighed torsdag aften af det franske fodboldforbund forud for søndagens venskabskamp i Saint Etienne.

Det var meningen, at landsholdet skulle have trænet på fodboldklubben Saint Etiennes anlæg, men det blev ændret i sidste øjeblik til en knoldet bane nordvest for byen.

- Det er respektløst.

- Når man har lavet nogle aftaler, om at du skal træne på Saint Etiennes baner, så kan man ikke lave om på det. Der er ikke nogen årsag, der er god nok, fastslår Morten Olsen.

I stedet for sine planlagte øvelser måtte landstræneren nøjes med at sende sine spillere ud at løbe i kondisko på den ødelagte plæne.

Samtidig er den danske landsholdsdelegation tvunget til at finde en akut løsning til de kommende træninger.

- Det viser noget om franskmændenes indstilling til andre mennesker i al almindelighed, synes jeg - i hvert fald indimellem.

- Det kan og skal vi ikke acceptere. Vi skulle have haft en god bane, ellers var vi blevet og havde trænet i Danmark, siger Olsen.

/ritzau/