Omstridt akuttelefon har stadig for lange ventetider

Skrevet af admin

20/12/2014

Mest læste i dag

Der er stadig massive ventetidsproblemer med akuttelefonen 1813 i Region Hovedstaden.

Der er foreløbig ikke udsigt til, at regionen når sin målsætning om, at 90 procent af borgernes opkald skal være besvaret inden for tre minutter.

Det var ellers et mål, som ifølge et ministersvar, skulle have været nået allerede i april i år. Det skriver Kristeligt Dagblad.

I november, 11 måneder efter at akuttelefonen 1813, der skubbede lægerne væk fra telefonrøret og satte sygeplejersker til at visitere, blev lanceret, kom kun 45 procent af de godt 75.000 opkald igennem inden for tre minutter.

Det viser en ny opgørelse fra Region Hovedstaden.

Den viser samtidig, at der ikke er sket den store udvikling i ventetidsniveauet, siden akuttelefonen, der håndterer Danmarks mest befolkningsrige region på 1,7 millioner borgere, gik i luften den 1. januar 2014.

Og Birgitte Rav Degenkolv, vicedirektør i Den Præhospitale Virksomhed under Region Hovedstaden, som er ansvarlig for den omdiskuterede akuttelefon, vil "helst ikke sige noget om", hvornår det lykkes effektivt at nedbringe ventetiden og nå målsætningen.

- Det korte svar er, at der skal flere læger og sygeplejersker til. Vi mangler 25 procent på nuværende tidspunkt, siger Birgitte Rav Degenkolv til Kristeligt Dagblad.

Lene Kaspersen, medlem af regionsrådet for De Konservative, mener, at det er tid til at få lægerne i front for akuttelefonen igen.

- Jeg synes, det er en skandale, at der stadig er så lang ventetid, siger hun.

Regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen (S) erkender, at der stadig er et stykke vej, før akuttelefonen er oppe at køre:

- Mange mennesker oplever i dag en god og hurtig service, når de ringer til 1813. I oktober og november fik halvdelen hjælp inden for cirka to til fire minutter og 90 procent inden for cirka 10-12 minutter.

- Og vi har modtaget mange positive tilbagemeldinger fra tilfredse borgere. Når det er sagt, så er tiderne stadig ikke gode nok. Der er fortsat borgere, som venter alt for længe, skriver hun blandt andet i en mail til Kristeligt Dagblad.

/ritzau/