Oprørere hakker mindst syv ihjel med machete i DRCongo

Skrevet af admin

30/11/2015

Dagens topnyheder

Oprørsstyrker i Uganda står bag et angreb i Den Demokratiske Republik Congo, som har kostet mindst 23 personer livet, herunder en medarbejder fra FN.

Angrebet fandt sted i den urolige, østlige del af landet, oplyser Monusco, der er navnet på FN's mission i landet.

De 23 døde dækker foruden FN-medarbejderen fra Malawi over 12 oprørere samt fire congolesiske soldater og syv civile, som blev hakket ihjel med machete.

Det siger Felix Prosper Basse, som er talsmand for FN-missionen i landet.

Lokale embedsmænd opgav tidligere på dagen tallet til at være mindst 13 døde, herunder en FN-ansat.

- Jeg så fire civile blive dræbt af kugler (...) og syv patienter og en sygeplejerske blive skåret op af machete på hospitalet, siger en regional embedsmand til nyhedsbureauet AFP.

En lokal ikkestatslig organisation angav dog et højere dødstal på 30 personer. Det samme skriver nyhedsbureauet dpa.

Oprørene "angreb vores positioner ved Eringeti, og vi stod imod hele natten", siger Mak Hazukay, talsmand for det congolesiske militær.

Han opgiver dog ikke noget tal for, hvor mange der har mistet livet.

Det er overvejende islamistiske oprørere, som har været aktive i regionen, hvor der er store skovområder.

De Allierede Demokratiske Styrker og Den Nationale Hær for Befrielsen af Uganda (ADF-Nalu) har terroriseret landsbyboere i grænseområdet mellem DRCongo og Uganda, siden de blev drevet ud af deres hjemland i 1995.

DRCongos hær iværksatte sidste år en offensiv mod det islamistisk funderede ADF, der er blevet beskyldt for at stå bag massakrer på 300 landsbyboere sidste år.

FN yder den congolesiske hær logistisk hjælp i forbindelse med operationen.

/ritzau/AFP