Orbán: Vi kan blive minoriteter på vores eget kontinent

Skrevet af admin

04/09/2015

Dagens topnyheder

Ungarn må beskytte sine grænser og håndhæve de europæiske regler om indvandring og asyl, også blandt de migranter, som i disse dage har slået sig ned på en banegård i den ungarske hovedstad, Budapest.

Det siger landets premierminister, Viktor Orbán, i et interview med ungarsk radio fredag.

Han advarer om, at europæerne kan risikere at ende i mindretal på sit eget kontinent.

- Realiteten er, at Europa er truet af en massetilstrømning af mennesker, flere millioner mennesker kan komme til Europa, siger Orbán i radiointerviewet.

- Nu taler vi om hundredtusinder, men næste år kommer vi til at tale om millioner, og der er ingen ende på det. Pludselig vil vi opleve, at vi er en minoritet på vores eget kontinent, siger han.

Han fastholder, at Ungarn ikke vil ændre på håndteringen af det flygtningekaos, der hersker i landet. Alle migranter og flygtninge må registreres, inden de rejser videre, siger Orbán.

Parlamentet i Budapest ventes fredag at vedtage en række tiltag, som har til formål at lukke grænsen mod Serbien mere effektivt. Blandt andet bliver der oprettet zoner ved grænsen, hvor migranterne skal opholde sig, mens deres dokumenter bliver gennemgået. Muligvis vil de blive sendt tilbage til Serbien herfra.

- Ungarn kan ikke ignorere Schengen-reglerne, siger Orbán.

- Migranter må samarbejde med ungarske myndigheder og med tyske myndigheder, og hvis Tyskland vil lade syrere komme ind, skulle de give dem en tilladelse til at rejse til Tyskland.

Ungarns nye regler ventes ifølge Orbán at træde i kraft 15. september.

Samtidig opfordrer Polens udenrigsminister, Grzegorz Schetyna, til, at EU ikke kun skændes om fordelingen, men også fokuserer på årsagerne til, at det strømmer ind med migranter.

- Omfanget af migrationen er enorm, så vi kan ikke fokusere - og her taler jeg om hele Europa - på fordeling af illegale migranter uden at bekæmpe årsagerne (til at de tager til Europa, red.), siger Schetyna til den polske radio Zet.

/ritzau/Reuters