OVERBLIK: Fem bud på torsdagens Roskilde-oplevelser

Skrevet af admin

30/06/2016

Mest læste i dag

Onsdag optrådte de første musikere på Roskilde Festivals seks store scener på festivalpladsen, og torsdag er der igen musik fra klokken 12.15.

Festivalfolket kan også tage en pause fra musikken på campingpladsen, hvor der torsdag er nøgenløb.

Her er et udpluk af, hvad der kan opleves torsdag på Roskilde Festival:

* Nøgenløb klokken 14 i Dream City.

Traditionen tro dyster splitternøgne festivalgæster om, hvem der er den hurtigste nudist. Der deltager 30 kvinder og mænd, som løber en rute på 400-600 meter, som de skal igennem to gange.

* Grimes klokken 18 på Arena.

Den 27-årige canadier Claire Boucher, der på scenen kalder sig Grimes, fik sit gennembrud i 2012 med albummet "Visions". Hun spiller sciencefiction-popmusik på Arena, hvor hun optræder med dansere, korsangere og lysshow.

* Macklemore & Ryan Lewis klokken 21.30 på Orange Scene.

Da de besøgte Roskilde Festival i 2012, var det deres første europæiske koncert. Siden er de for alvor slået igennem med deres album "Heist" i 2013, som lå på toppen af hitlisterne med hitsene "Thrift Shop" og "Can't Hold Us". I år har de friske sange med igen, da de i begyndelsen af året udgav albummet "This Unruly Mess I've Made".

* PJ Harvey klokken 20.30 på Arena.

Hun bliver kaldt dronningen af alternativ rock og en original. Med sig på scenen på Roskilde Festival har hun albummet "The Hope Six Demolition Project", som hun udgav tidligere på året. Hun er kendt for at være en musikalsk kamæleon, og ifølge anmelderne er den eksperimenterende stil oftest en succes.

* Tenacious D klokken 00:30 på Orange Scene.

Den amerikanske duo, der består af Jack Black og Kyle Gass startede som en del af en tv-serie, men blev hurtigt til et verdensomspændende band. Duoen, der kombinerer rock og comedy, vandt en grammy i 2015 og spiller for første gang på Roskilde Festival torsdag aften.

/ritzau/