OVERBLIK: Her er kabalen som Thorning - måske - indgår i

Skrevet af admin

30/08/2014

Mest læste i dag

Når EU's stats- og regeringschefer lørdag skal sætte navne på unionens næste præsident og udenrigschef, er det en linegang mellem en række hensyn, der er gensidigt afhængige af hinanden.

De tre overordnede kriterier for en vellykket kabale er en balance mellem kandidaternes partipolitiske tilknytning, deres geografiske baggrund og deres køn.

PARTIPOLITIK

* Centrum-højre, der tilhører det europæiske EPP-parti, er størst både i rådet og parlamentet. Den blok indgår med størst vægt i forhandlingerne.

* Socialisterne fra PES er næststørst i rådet og parlamentet. De er stillet udenrigsposten i udsigt efter deres accept af den borgerlige Jean-Claude Juncker som kommissionsformand.

* Selvom kandidaternes politiske tilhørsforhold spiller en betydelig rolle, er det ikke hugget i granit, at de forskellige blokke skal have dit, hvis den anden får dat.

GEOGRAFI

* Da de østeuropæiske lande aldrig har beklædt en politisk toppost i EU-systemet, har de 10 år efter østudvidelsen samlet sig med et krav om, at det er på tide. Krisen i forholdet til Rusland sætter øget vægt bag kravet.

* De nordiske lande har heller ikke haft en toppost.

KØN

* Et udbredt krav om kønsfordeling på topposterne betyder, at i hvert fald en af posterne bør gå til en kvinde, eftersom luxembourgeren Jean-Claude Juncker allerede er valgt som EU-kommissionsformand.

EKSEMPLER

* Det mest vedholdende rygte er, at udenrigsposten går til Italiens udenrigsminister, Federica Mogherini, hvilket vil medføre ønske om et ansigt fra øst. Her har Polens premierminister, Donald Tusk, været favorit til EU-præsidentposten. Den kabale går op, da den opfylder østkravet, mindst en kvinde og mindst en socialist.

* I et andet tænkt eksempel får socialisterne posten som præsident og centrum-højre udenrigsposten. I den model kunne Helle Thorning-Schmidt være favorit til præsidentposten, mens en østeuropæer - den bulgarske kommissær Kristalina Georgieva - kunne få jobbet som EU's udenrigschef.

/ritzau/