Panama hjælper migranter ud af berygtet jungle og mod USA

Panama lover tirsdag at hjælpe hundredvis af migranter, der har krydset grænsen til landet via junglen på deres vej til USA.

Landets præsident, Juan Carlos Varela, siger, at Panama vil tilsidesætte landets love for de migranter, der opholder sig i Darien-junglen.

Junglen er et berygtet område, der er for sumpet til at bygge veje og med en tæt bevoksning.

- Grænsen vil forblive lukket for illegale immigranter. Men hvis man bruger ruten til at krydse gennem landet, og man allerede har nået vores territorium, vil man modtage humanitær assistance. Så kan man fortsætte gennem landet, siger præsidenten ifølge AFP.

Omkring 800 migranter fra primært Haiti, Cuba, Afrika og Asien er til stede i den tætte jungle, der ligger på grænsen mellem Panama og Colombia.

Junglen er kendt for at være et af de mest uudforskede steder på jorden og for at agere smuglerrute for illegale militser.

- Panama vil ikke tillade, at nogen dør på vores territorium, siger præsident Varela, der kalder situationen for "endnu en flygtningekrise".

Det er ikke kun i Panama, at der er flygtningeproblemer.

Yderligere 2500 migranter er strandet hos Panamas nordlige nabo, Costa Rica. Det er sket fordi det næste land på vejen mod USA, Nicaragua, har strammet sin grænsekontrol.

Colombianske myndigheder siger ifølge AFP, at landet har deporteret tusinder af migranter, der har forsøgt at nå Panama fra Colombias nordlige territorier.

Panamas præsident Varela sagde tidligere på måneden, at en stor del af de mange migranter stammer fra Haiti.

De er tilsyneladende taget til Brasilien, efter at en række jordskælv rystede Haiti i 2010, men nu har den økonomiske krise i Brasilien fået dem til at søge mod USA.

/ritzau/

Dagens Gossip