Peter Kildemand vinder årets første speedway-grandprix

Skrevet af admin

30/04/2016

Dagens topnyheder

Sæsonens VM-serie i speedway fik lørdag en fortræffelig start set med danske øjne. Peter Kildemand vandt det slovenske grandprix efter en stor præstation, hvor han vandt både semifinale og finale i sikker stil.

Op til lørdagens grandprix havde Kildemand ellers døjet med bøjede ribben efter et styrt i Esbjerg i sidste uge, men det forhindrede ikke den danske wildcard-kører i at levere et topresultat.

Det var anden gang i karrieren, at Kildemand vandt et VM-grandprix. Sidste år vandt han i Horsens.

Nicki Pedersens aften sluttede i semifinalen, mens Niels-Kristian Iversen ikke formåede at bane sig vej videre fra de indledende heats.

/ritzau/