Pione Sisto vil spille U21-EM for Danmark

Skrevet af admin

20/10/2014

Mest læste i dag

Med sin scoring i søndagens superligasejr over Silkeborg gjorde FC Midtjyllands Pione Sisto sig igen positivt bemærket, og han er spået en fremtid på det danske landshold, selv om han stadig venter på at blive udstyret med dansk pas.

Han håber at blive aktuel for det danske A-landshold ved en eventuel deltagelse ved EM i Frankrig i 2016, men allerede den kommende sommer drømmer Sisto om at komme i aktion ved et EM for Danmark, nemlig for U21-spillere.

Danmark kvalificerede sig til denne slutrunde i sidste uge efter playoff-kampe mod Island.

- Jeg føler, at jeg er god nok til at spille for U21-holdet. Det er selvfølgelig dem, der skal afgøre det.

- Men personligt synes jeg, at jeg har leveret rigtig fint og virker god nok til at kunne spille for det hold, selvom det er et rigtig stærkt hold, som vi alle ved, siger Pione Sisto til DR Sporten.

A-landsholdets assistenttræner, Peter Bonde, har tidligere på sæsonen udtrykt ønske om, at Sisto kan blive aktuel for Danmark, og FC Midtjyllands træner, Glen Riddersholm, siger, at han løbende i er i dialog med DBU.

- Der er altid et tæt samarbejde mellem DBU’s trænere og klubberne, og selvfølgelig ved de, hvem Pione Sisto er, og jeg snakker også med dem om ham.

Pione Sisto har sudanske forældre, men har boet i Danmark i stort set hele sit liv. Processen med at få et dansk pas har varet mere end halvandet år.

Offensivspilleren håber på afklaring i processen omkring årsskiftet.

/ritzau/