Pittsburghs pingviner møder californiske hajer i NHL-finale

Skrevet af admin

27/05/2016

Dagens topnyheder

Årets finale i verdens bedste ishockeyliga, NHL, bliver et møde mellem Pittsburgh Penguins og San Jose Sharks.

Det står klart, efter at Pittsburgh natten til fredag slog Tampa Bay Lightning 2-1 i den syvende og afgørende kamp i konferencefinalen i Eastern Conference, der er en slags semifinale i kampen om Stanley Cup-trofæet.

Kampen blev en tæt affære, og første periode endte helt uden scoringer.

I anden periode bragte Bryan Rust Pittsburgh foran til stor jubel for hjemmeholdets tilhængere. Der gik dog ikke mange minutter, før Jonathan Drouin udlignede for Tampa Bay, men lige så hurtigt som kampen var blevet udlignet, slog Pittsburgh til igen.

Kun 30 sekunder efter udligningen havde Bryan Rust endnu engang scoret, og den stilling holdt kampen ud.

Pittsburgh Penguins har været i Stanley Cup-finalen fire gange tidligere, og holdet fra Pennsylvania har vundet tre af gangene. Pingvinerne løftede senest pokalen i 2009 efter en finaleserie på syv kampe mod Detroit Red Wings.

San Jose Sharks har aldrig tidligere stået i Stanley Cup-finalen, og der var heller ikke lagt op til, at holdet fra Californien skulle nå helt til NHL-sæsonens sidste syv kampe.

San Jose Sharks blev kun nummer seks i Western Conference, hvor holdet sluttede fem point efter Frederik Andersens hold, Anaheim Ducks, der sluttede på fjerdepladsen.

Alligevel overraskede San Jose Sharks de fleste ved at slå først LA Kings, så Nashville Predators og til sidst St. Louis Blues ud af NHL-slutspillet.

Vejen for Pittsburgh Penguins er gået over New York Rangers, Washington Capitals og altså Tampa Bay Lightning, der tvang Pittsburgh ud i en syvende og afgørende kamp.

/ritzau/