PKK beskyldes for angreb på gasledning i Tyrkiet

Skrevet af admin

28/07/2015

Dagens topnyheder

En naturgasledning, der strækker sig fra Iran til Tyrkiet, er blevet angrebet sent mandag aften, og eksplosionen har stoppet gasforsyningen til Tyrkiet, siger landets energiminister, Taner Yildiz.

- Eksplosionen udløste en brand, men vi formåede at slukke den hurtigt, siger Yildiz til det tyrkiske nyhedsbureau Anatolia.

Samme melding kommer fra det statslige gasselskab Botas, der oplyser, at ledningen nu er ved at blive repareret.

Der er ikke umiddelbart nogen, der har taget skylden for angrebet, men mistanken retter sig mod det kurdiske arbejderparti, PKK. Tyrkiet har i de seneste uger optrappet politi- og militæroperationer mod bevægelsen.

PKK har i årtier ført kamp for bedre rettigheder for den kurdiske befolkning og betragtes af regeringen i Ankara som en terrororganisation.

Gruppen har i de seneste uger enten taget eller fået skylden for en række angreb.

Søndag meddelte gruppens militære gren, at den stod bag en bilbombe, der dræbte to tyrkiske soldater i den kurdiske hovedby, Diyarbakir.

PKK siger, at en våbenhvile mellem den tyrkiske regering og militant kurdere, som i det store hele er blevet overholdt siden 2013, er brudt af Tyrkiets luftangreb mod kurdiske oprørere i det nordlige Irak.

/ritzau/AFP