Plan om lønnedgang til seniorjob møder modstand

Det er i Dansk Folkepartis øjne et mærkeligt og usympatisk forslag, som regeringen har stillet, om at sætte lønnen for folk i seniorjob ned til højeste dagpengesats.

Seniorjob er en ordning for ledige, der har betalt til efterlønsordningen og har mindre end fem år til efterlønsalderen. Kommunerne er forpligtet til at ansætte den ledige til overenskomstmæssig løn, hvis den ledige løber tør for dagpenge.

Men den ordning er blevet alt for dyr, mener regeringen. Derfor bør lønnen harmoniseres med højeste dagpengesats, foreslås det i den plan for dansk økonomi frem mod 2025, der er fremlagt i denne uge.

Men det bliver ikke med Dansk Folkepartis gode vilje, understreger beskæftigelsesordfører, Bent Bøgsted (DF).

- Men man kunne jo hjælpe dem med at finde et reelt job, og arbejdsgiverne kunne ansætte seniorer. Så kunne man komme af med seniorjob uden de store problemer, siger beskæftigelsesordfører Bent Bøgsted (DF).

- Når man ser på hele 2025-planen, er der mange usympatiske forslag. At sætte lønnen ned for folk i seniorjob er et rent Venstre-forslag, som de ikke har snakket med andre om, tilføjer han.

Regeringen er ikke alene om at mene, at seniorjobordningen har vokset sig for stor. De seneste år har både kommuner og arbejdsgivere talt for at afskaffe eller ændre ordningen.

Ifølge arbejdsmarkedsforsker Henning Jørgensen fra Aalborg Universitet er seniorerne en særlig udsat gruppe, hvis de bliver arbejdsløse.

- Det er ikke sådan, at deres risiko for at blive arbejdsløse er markant højere end andre aldersgrupper, men når de først er arbejdsløse, har de meget større besværligheder med at finde et job igen, har han tidligere sagt til Ritzau.

Regeringen mener, at udsigten til et seniorjob i sig selv kan være med til at afholde de ældste ledige fra at få job.

- Fordi de, i modsætning til andre dagpengemodtagere, har udsigt til en sikker indkomstfremgang, når dagpengeretten er opbrugt, skriver regeringen i sin 2025-plan.

Den liberale tænketank Cepos mener, at regeringen burde gå skridtet videre og afskaffe ordningen helt.

- Det er absurd, at kommuner skal tvinges til at ansætte personer, alene fordi de betaler ind til efterløn og har rundet de 56 år. Det burde ikke være et ansættelseskriterium, skriver cheføkonom Mads Lundby Hansen i en kommentar.

/ritzau/

Dagens Gossip