Planlagt letbane i hovedstadsområdet får grønt lys

Skrevet af admin

31/05/2016

Mest læste i dag

Københavnere og andre personer i nærheden af hovedstaden kan se frem til at køre en tur med Hovedstadens Letbane i 2023 - måske i 2024 - efter at anlægsloven for letbanen på Ring 3 omkring København tirsdag er blevet vedtaget i Folketinget.

Alle ni partier stemte for. 113 stemte for og ingen imod forslaget, da der skulle stemmes.

Det storstilede projekt med en letbane på 28 kilometer skal forbinde 11 kommuner i hovedstadsområdet.

Det koster cirka fire milliarder kroner at anlægge Hovedstadens Letbane. Derudover vil der være cirka 1,3 milliarder kroner til togsæt og etablering af kontrol- og vedligeholdelsescenter.

Foruden staten og Region Hovedstaden står følgende kommuner bag projektet: Lyngby-Taarbæk, Gladsaxe, Herlev, Rødovre, Glostrup, Vallensbæk, Albertslund, Brøndby, Hvidovre, Høje-Taastrup og Ishøj.

Meningen med letbanen er at gøre det nemt, hurtigt og komfortabelt at rejse på tværs af hovedstadsområdet.

Letbanen vil efter planen køre hvert femte minut i hverdagens dagtimer og hvert 10. minut om aftenen og i weekender. Og man kan skifte til S-tog på seks stationer.

Letbanen vil blandt andet stoppe tæt på DTU, Herlev og Glostrup Hospitaler samt en lang række andre arbejdspladser, butikker, kultur- og idrætsanlæg.

Et letbanetog egner sig godt til at køre i bymæssige områder, da den kan dreje skarpere, bremse hurtigere og håndtere større hældninger end et almindeligt tog.

Samtidig er det en støjsvag og miljøvenlig transportform. Toget kører på el og har plads til cirka 200 passagerer, hvilket svarer til passagererne i tre-fire bybusser.

Letbanen forventes at få 13-14 millioner passagerer om året.

/ritzau/