Politi-ansat fyret for racistiske e-mail i Ferguson

Skrevet af admin

05/03/2015

Dagens topnyheder

En kritisk rapport fra det amerikanske justitsministerium har fået konsekvenser for ansatte i den amerikanske by Fergusons politikorps.

En person i korpset er blevet fyret, mens to andre er tvunget på orlov efter at have sendt racistiske e-mail, oplyser byens borgmester, James Knowles.

Blandt andet er præsident Barack Obama blevet beskrevet som en chimpanse i en mail-udveksling.

- Lad mig understrege, at denne form for opførsel ikke vil blive accepteret i Fergusons politi eller i nogen anden offentlig institution i byen Ferguson, siger James Knowles på et pressemøde onsdag aften lokal tid.

Rapporten, der blev offentliggjort af justitsministeriet tidligere onsdag, har undersøgt forløbet omkring den 18-årige Michael Browns død, da den sorte teenager i august sidste år blev dræbt af betjenten Darren Wilson.

I rapporten konkluderer ministeriet, at Wilson ikke forbrød sig mod Browns borgerrettigheder, og at der dermed ikke er grundlag for at rejse en sag mod den forhenværende betjent.

En storjury havde tidligere besluttet, at der ikke skulle rejses tiltale mod Wilson.

Til gengæld kritiserer ministeriet politistyrken i Ferguson for at behandle den sorte befolkning hårdere end den hvide del af befolkningen.

Justitsminister Eric Holder har beskrevet det som et "meget giftigt miljø", hvor håndhævelse af loven blev brugt "ikke som public service, men som et redskab til at skabe indtægter".

De sorte i byen bliver standset af politiet oftere end andre, de bliver oftere anholdt, de får oftere bøder. Fergusons politi består af 53 betjente, men kun tre af dem tilhører minoritetsgrupper.

Drabet på Michael Brown skabte store uroligheder i gaderne i Ferguson, der ligger i delstaten Missouri.

/ritzau/Reuters