Politidræbts far tager sag til landsretten

Skrevet af admin

30/01/2015

Dagens topnyheder

Rigsadvokaten fik sidste år byrettens ord for, at der ikke skulle betales erstatning til de pårørende til Bo Houen Jørgensen, som blev dræbt af politi i 2009.

Men den afgørelse har den dræbtes far og advokat valgt at anke til Vestre Landsret.

Nok blev Rigsadvokaten og politiet frifundet i november, men Retten i Aalborg udtalte på en række punkter kritik af sagen og den efterfølgende efterforskning. Og det skal der dykkes mere ned i, mener den dræbtes fars advokat, Tyge Trier:

- Blandt andet blev radiokommunikationen i forhold til de otte betjente og de fire patruljevogne på Bynkevej slettet. Det er vi utrygge ved. Det materiale burde jo have indgået i statsadvokatens undersøgelse, siger advokaten.

Derudover mener advokaten og den dræbtes far, at der er gået urimelig lang tid, før sagen blev afsluttet hos Rigsadvokaten. De kræver 50.000 kroner i erstatning.

Bo Houen Jørgensen blev skudt og dræbt af politiet i november 2009, da otte betjente rykkede ud til hans hjem i forbindelse med en tvangsindlæggelse.

To betjente affyrede deres tjenestepistoler mod Houen Jørgensen, som truede politifolkene med bue og pil og en stor kniv.

Sagen blev på det tidspunkt undersøgt af statsadvokaten. Her vurderede man i første omgang, at der ikke var grundlag for at kritisere politifolkene.

Siden bestemte Rigsadvokaten, at der skulle foretages en ny undersøgelse, men statsadvokaten nåede igen frem til samme resultat.

Senere klagede de efterladte til Rigsadvokaten, men heller ikke her mente man, at der var grundlag for at rejse kritik af betjentene. Til sidst reagerede de pårørende ved at indbringe sagen for retten med et krav om erstatning. Det lykkedes dog ikke.

- Nu har vi valgt at fokusere på undersøgelsen, som der var mange problemer med. Men det er stadigvæk familiens opfattelse, og min, at Nordjyllands Politi begik fejl og kunne have gjort det på en anden måde.

- Men vi må også erkende, at Bo var bevæbnet i situationen, og derfor måtte politiet tage operationelle beslutninger inden for kort tid. Politiets ageren vil også indgå i sagen mod Rigsadvokaten ved Vestre Landsret, siger advokat Tyge Trier.

/ritzau/