Politiet affyrer skud og dræber mand på Sjælland

Skrevet af admin

21/12/2014

Dagens topnyheder

En mand blev søndag morgen dræbt af et skud i brystet, der blev affyret af en politimand i forbindelse med en længere biljagt. Der blev affyret flere skud, hvoraf ét ramte manden.

Skudepisoden undersøges nu af Den Uafhængige Politiklagemyndighed, der bekræfter, at politiet har skudt og dræbt en mand i forbindelse med en biljagt søndag morgen ved Høng på Vestsjælland, der ligger mellem Kalundborg og Slagelse.

- Manden blev ramt i brystet af et skud klokken 04.16. Han afgår ved døden klokken 05.21, siger specialkonsulent ved Den Uafhængige Politiklagemyndighed Janus Rasmussen til Ritzau.

Ifølge Den Uafhængige Politiklagemyndighed indledte betjente fra Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi deres jagt på manden klokken 04.05, og 11 minutter senere faldt skuddet.

Der er endnu ikke oplysninger om, hvad manden havde foretaget sig, siden politiet ønskede at standse ham. Biljagten blev indledt i Slagelse, hvor manden stak af med to patruljevogne efter sig, oplyser Janus Rasmussen.

- Han blev jagtet, fordi han ikke ville standse. Vores undersøgelser vil vise, hvordan han blev standset, og under hvilke omstændigheder skuddene faldt. Vi er i gang med at stykke episoden sammen brik for brik, siger Janus Rasmussen.

Manden er endnu ikke identificeret, og det er i det hele taget sparsomt med oplysninger om biljagten og skudepisoden på nuværende tidspunkt.

Dog bekræfter Janus Rasmussen, at den blå bil, som manden kørte i har nummerplader, som tilhører forsvaret.

- Jeg kan bekræfte, at bilen har nummerplader, som tilhører forsvaret, men jeg ved ikke, om den er stjålet, siger han.

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi ønsker ikke at oplyse noget om optakten til biljagten, men henviser til politiklagemyndigheden, der nu er i færd med at undersøge omstændighederne i forbindelse med skudepisoden.

- Vi overtager det hele nu, når en person er ramt af skud af politiet og er død på baggrund af politiets indgriben. Og vi foretager nu en normal efterforskning, som politiet også ville have gjort det, siger Janus Rasmussen.

Den Uafhængige Politiklagemyndighed forventer at bruge resten af dagen på at indsamle tekniske beviser i sagen. Desuden skal mulige vidner afhøres.

Selve efterforskningen ventes at tage flere måneder.

/ritzau/