Politiet evakuerer 35 huse på grund af eksplosionsfare

35 parcelhuse i Ålsgårde i Nordsjælland er fredag eftermiddag blevet evakueret på grund af eksplosionsfare.

Det oplyser Nordsjællands Politi.

Evakueringen kommer efter en brand i en garage på Skindersøvej.

- Branden er slukket, men inde i garagen står en acetylen-flaske, og der kommer en hvæsende lyd fra den, fortæller vagtchef Palle Jørgensen.

Acetylen bruges blandt andet til svejsning, og myndighederne frygter, at flasken eksploderer.

- Derfor har vi evakueret et område på 200 meter omkring garagen. Det drejer sig om 35 parcelhuse, forklarer vagtchefen.

Det evakuerede område ligger mellem krydset Skindersøvej-Apperupvej, stien mellem Apperupvej 14 og Hallandsvej 17 og krydset Hallandsvej-Skindersøvej.

Beboerne i de berørte huse er bragt til Nordkysthallen på Falkenbergvej i Ålsgårde, og politiet opfordrer folk, der måtte være på vej til området om at køre til Nordkysthallen, hvor politiet står klar til at tage imod.

Den sprængfarlige trykflaske skal køles ned i vand i 24 timer, før faren er drevet over.

- Det arbejder vi lige nu på at få arrangeret, siger Palle Jørgensen ved 17-tiden.

/ritzau/

Dagens Gossip