Politiet jagter mistænkt efter skyderi i Sønderborg

En 29-årig mand er lørdag eftermiddag blevet alvorligt såret ved et skyderi i Sønderborg, oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi.

- Vi har haft et skyderi i Sønderborg. Der er blevet skudt en mand, der er kommet alvorligt til skade. Han er bragt til Odense Universitetshospital. Hans tilstand p.t. kender vi ikke nu, siger vagthavende Søren Strægaard.

Den vagthavende kan ikke oplyse, om manden, der er ramt af skud, befinder sig i livsfare.

Politiet ønsker af hensyn til efterforskningen ikke at oplyse, hvor manden blev ramt, eller hvordan efterforskningen for nuværende skrider frem.

Søren Strægaard kan dog oplyse, at politiet i sin efterforskning har én mistænkt. Syd- og Sønderjyllands Politi forsøger at komme i kontakt med ham. Der er lørdag eftermiddag ingen anholdte i sagen.

Det heller ikke klart for politiet, præcis hvad der er er sket op til skyderiet. Politiet kan dog slå fast, at det er foregået på Koralvej i Sønderborg. Ligeledes tyder alt på, at der har været et skænderi op til.

I en pressemeddelelse oplyser politiet, at de modtager en anmeldelse om et skænderi omkring boligblokken på Koralvej. Under samtalen med anmelderen kan der høres skud i baggrunden.

Politiet oplyser, at skyderiet er sket klokken 14.47.

TV Syd skriver, at politiet er mødt frem på gerningsstedet i skudsikre veste og med maskinpistoler. En opgang på stedet er ifølge avisen Jydske Vestkysten afspærret.

Vagthavende ved Fyns Politi oplyser til Fyens Stiftstidende, at der er blevet sendt betjente til Odense Universitetshospital for at passe på den ramte mand. Det sker, fordi politiet har grund til at tro, at der er personer, der vil opsøge ham.

/ritzau/

Dagens Gossip