Politiet råber på hjælp fra christianitterne

Politiet kan ikke klare kriminaliteten Christiania alene. I hvert fald ikke som det ser ud nu. Christianitterne skal på banen, hvis pusherne skal ud af fristaden.

Sådan lyder det fra Michael Bergmann Møller, formand for Københavns Politiforening, efter at to betjente og en civilperson er blevet ramt af skud på Christiania sent onsdag aften.

Christianianitterne giver udtryk for, at de er imod våben, mord, vold og hårde stoffer, men det er alt det, som pusherne står for, mener formanden.

- Der er et mismatch mellem tale og handling fra Christianitternes side, og som det ser ud nu, kan politiet ikke klare den opgave alene. Der skal være et samarbejde.

- Vi er gået fra at have kriminalitetspoliti til sikkerhedspoliti. Det betyder, at vi har mange bundne opgaver ved at sikre tryghed og sikkerhed i København, siger formanden.

Ifølge ham er der ikke længere betjente nok til at varetage alle de opgaver, som politiet har, og det er et problem.

- Mange af de opgaver bliver løst af blandt andet vores Task Force Pusherstreet, men også andre afdelinger, som tager sig af fremadrettede politiefterforskning.

Den formodede gerningsmand er nu anholdt, mens den ene betjent fortsat svæver mellem liv og død, oplyser Københavns Politi. Formanden, der har besøgt ofrene på hospitalet, er dybt rørt over situationen.

- Når man skyder nogen i hovedet, gør man det for at dræbe. Mine tanker går til dem, der er blevet ramt og deres pårørende.

Ifølge næstformand i Politiforbundet, Claus Hartmann, er det svært at sige, om politiet kunne have handlet anderledes.

- Ligegyldigt hvor dygtig politiet er, hvor godt de arbejder, og hvor god sikkerheden er, kan man ikke helgardere sig mod en person, der uventet trækker et våben på den måde, siger næstformanden.

/ritzau/

Dagens Gossip